fredag den 27. april 2012

Knapper, stof og skråbånd....

.....det var, hvad jeg fik ud af mit besøg i en genbrugsbutik den anden dag.

Åhhh jeg elsker at finde sager og jeg skal VIRKELIG styre mig - det er ikke altid let, skulle jeg hilse og sige. Heldigvis var der ikke så vildt meget at komme efter dén dag.


En god gang blandede bolcher.

Et rosa lagen, et lille stykke blåt bomuldsstof, et stykke rødt lærred, en hulens masse knapper og så nogle skråbånd i fine, små pakker og viklet op på papstykker.
Dem har jeg aldrig set før. Der er ikke så meget på hver og faktisk var der flere i butikken, men men...


.........er de ikke sjove ?? (Eller?)


Det røde lærred ligger under knapperne.


De to små grønne knapper med hvid blomst i midten er da kære, ikk´?
Hele molevitten fik jeg for kr. 95,00.

Idéerne er allerede i gang med at poppe op inde i hovedet, men det nytter ikke, for jeg har gang i et helt andet og meget større projekt for tiden.

Vores (vores drenges) tømrerfirma fylder 100 år lige om lidt. Det er et familiefirma, som min farfar startede i 1912 og det har været i familiens eje alle årene. Der skal jo foregå lidt, når man bliver 100 år og det tror jeg, at jeg vil fortælle om i et andet indlæg.

Ha´ en dejlig fredag derude.
Kh. Lene.




torsdag den 26. april 2012

Garn, strik, hækling....

.........altsammen sager, vi kan forholde os til. Hyggeligt og kreativt. Jeg ved det, for sådan har de fleste af os det. Vi kan slet ikke vente med at få fingrene, strikkepindene og hæklenålene i sagerne.

Jeg har gang i noget, det har jeg haft længe - egentlig, for det er noget, man kan lave indimellem alt det andet. Det er lidt terapeutisk, faktisk. Ikke noget hokuspokus, blot nogle små, hæklede firkanter.



Hæklet i helt almindeligt bomuldsgarn og i de farver, der nu falder for.....
Først laver jeg en - dernæst en med de samme farver, blot bytter jeg dem om...


De bliver lagt op i nogenlunde tilfældig rækkefølge, og....


....dernæst bliver de syet sammen.
Sådan står der i opskriften, men måske var det blevet lige så pænt (læs pænere), hvis det var blevet hæklet sammen. Hmmm.


Nu ved jeg ikke lige, hvorfor billedet lægger sig ned, men i hvert fald skal det ende med at blive denne taske, som jeg fandt i et gammelt udklip.


........og når jeg så er færdig med den, ja så kan jeg jo passende gå i gang med den næste.
Hvem ved, måske kommer den i blogbutikken.

Lige om lidt kommer der nye Tilda-stoffer i butikken, glæd dig...!!



@@@@@@@@@@@@@



Posten kom med en pakke - jeg eeeeeeeelsker pakker af den kaliber.


.......men det er jo kun fordi, man ved hvad den indeholder, for udenpå er den jo jævnt kedelig, ikk´?



Pakken kommer fra Kenneth, der har www.garnudsalg.dk
(undskyld, men jeg har ikke lige tid til at linke ;( )


Noget italiensk hør, en lækker chokoladebrun, som skal hækles til indkøbsnet.
(Jeg har nogle i andre farver, som jeg skal vise dig lige pludselig)
En gul, helt fantastisk blød uld og en gul kid-mohair.


Fantastiske farver.


Man har lyst til at kramme, ikk´?


Mere kram. Jeg tænker lidt i små tøseveste, enkelt strikket med begge tråde sammen, så den får et loddenlook og måske med en anelse pynt af en slags.


..........og så denne lækre hør. Gad vide, hvor mange indkøbsnet, der kan blive ud af denne cone ??
Måske finder jeg andre udveje hen ad vejen...


......og se så lige, hvad der lå på bunden af kassen !!!
øhhhh, der var vist fire - nu er der kun tre, hmmm.
Den smagte nu godt !


Håber du får en dejlig dag med overraskelser og hygge.
Kh. Lene.
















onsdag den 25. april 2012

Fin sommerkjole og grydelapper.

Det var, hvad Laura nåede mandag eftermiddag.

Altså hun nåede at gøre kjolen færdig OG at sy et par fine grydelapper til sin farmor i fødselsdagsgave.
Jeg kunne mærke på Laura, da jeg hentede hende i SFO´en, at det var rigtig vigtigt for hende, at kunne nå at lave en lille fødselsdagsgave til sin farmor.

I vores "kaffepause" sad Laura og spottede alle stofferne i skabene (der selvfølgelig har glaslåger, så man hele tiden kan nyde synet af lækkerhederne). Pludselig fik hun øje på noget quilt/vatteret stof og straks poppede idéen om grydelapper op.


Vi fik klippet firkanter i en passende størrelse, rundede hjørnerne - så det også var nemmere at sy skråbånd på - og Laura gik i gang med at hæfte båndet hele vejen rundt med nåle, og SÅ hen ved symaskinen og i gang.


Dyb koncentration og tungen lige i munden.....
Heldigvis havde jeg noget ekstra bredt skråbånd med fint paisleymønster, som passede perfekt i farven til stoffet, som var pinkfarvet på den ene side og rust/orange på den anden side.


Voila - og færdig var hun, med stropper og det hele.
Vi fik pakket fint ind i guldpapir og gaven var klar :0)

BEMÆRK lige nederdelen og tasken med den lange skulderhank....
Det er også ting, som Laura har syet på sit kursus.




Og kjolen, nu blev den færdig og Laura kan gå sommeren i møde, stolt som en pave.
Det forstår vi godt...


Vi skal også lige se kjolen bagfra.
Det er egentlig fordi Laura fandt en fin og gul bananknap, som blev syet i halsåbningen.
(Skulle ha´ taget et nærbillede, undskyld Laura)
Det gik lidt stærkt til sidst og vi måtte bede Lauras mor vente en halv time med at hente hende.


Nu er jeg blot spændt på, hvad Laura har tænkt sig at gå i gang med næste mandag.....

Dagen i dag er grå, men den kommer til at foregå - det meste af den - ved symaskinen og det er jo egentlig ikke det værste sted, man kan befinde sig, vel ???

Kan du også finde dig et godt sted at være i dag.
Kh. Lene.





tirsdag den 24. april 2012

En dejlig morgen....


Sådan er det i dag, en rigtig dejlig morgen med solskin og flaget højt til vejrs....



Vores eget flag.....


Naboens flag......


....og flaget på et afpillet morgenbord.
Min søde mand havde lavet morgenmad til mig i dag med blødkogt æg, frugt, hjemmebagt rugbrød, god ost og nymalet kaffe...OG som du kan se, en lille skarp til halsen.

Der var sør´me også gaver på bordet, endda med lovning om mere i løbet af dagen, ahhh.


En smuk og delikat pose til sommerens kølige hvidvin i litervis...


Gode og praktiske spækbrætter.


Uopslidelige måleskeer og et superskarpt rivejern.


Rigtig fin teposeholder i teak fra TripTrap med rum til de brugte poser også....
...OG en æske med fire forskellige slags god te - glæder mig til at smage.

Og så til det sjove, fra de som kender mine kreative tilbøjeligheder.
Gode sager er ikke at kimse ad...


En god stak tomme kaffeposer til taskefremstilling, og...


....en ordentlig posefuld dåsesplitter, eller hvad man nu kalder dem ??
De skal også - sammen med lageret i kælderen - blive til tasker en gang.

ALT DETTE OG MERE TIL I LØBET AF DAGEN, BLOT FORDI

JEG HAR FØDSELSDAG I DAG.

Gaverne indikerer nok (når jeg nu kigger på billederne), at her er en, der fylder 60+ ;0)

Solen skinner lige her og jeg håber, at din dag må blive lige så fin, som min.
Kh. Lene.


PS!. Jeg har med stor glæde set, at der er kommer nye læsere på listen. Det er jeg meget glad for og I er jo mere end velkommen. Jeg skal prøve at være lidt mere aktiv fremover










onsdag den 18. april 2012

Kjolesyning....

.....står den på for tiden.
For Laura går nemlig stadig til syning. Den skønne, lille pige på blot 9 år er fuldstændig besat af at lære at sy - og det kan KUN gå for langsomt med at blive færdig.

Hun arbejder meget koncentreret ved symaskinen og hjerneaktiviteten kører derudad for fulde gardiner.
Hun får hele tiden nye idéer og selv om hun aldersmæssigt fint kunne være mit barnebarn, så er det de samme tanker, der falder os ind - gerne en smule skævt i forhold til det mest "almindelige".

Dét synes jeg er specielt sjovt....


Laura er i gang med en fin sommerkjole, som bliver færdig næste mandag.


Her ses kjolen bagfra. Der skal ikke ærmer i, men kantes med skråbånd lavet af kjolestoffet og der skal en lille trense/roleau i nakken og en knap.


..........og kjolen set forfra.
Jeg tager nogle bedre og skarpere billeder, når Laura er færdig med kjolen og har den på.
Hun er SÅ dygtig, er hun.

Jeg glæder mig til hver mandag, hvor jeg henter Laura fra skole og til at se hendes forventningsfulde, brune øjne, som lyser op, når jeg fortæller hende, at vi skal ha´ cremelinser til vores "kaffepause" ;0)

Ha´ en god dag derude.
Kh. Lene.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...